Den 3. april kl. 8 kunne man høre en nyhed i radioavisen om, at havregryn er kræftfremkaldende, pga. varmebehandlingen. Jørn Ussing Larsen har talt med Ane Bodil Søgaard om denne nyhed. De er enige om, at havregryn er et optimalt kornprodukt til morgenmad både i forhold til ernæring og smag.
I havregryn findes der nogle enzymer, der hedder lipaser, disse skal inaktiveres ved varmebehandling, ellers harsker fedtstoffet i havren og grynene bliver bitre. Alle havregrynsproducenter, både konventionelle og økologiske, varmebehandler havren.
Aurion får havregryn fra tre forskellige møller: Saltå Kvarn i Sverige (DEMETER), Dalby Mølle i Danmark (ØKOLOGISK), Georg Gehrsitz Havregryns Mølle, Wurtsburg i Tyskland. (DEMETER)
Aurion har spurgt Dalby Mølle om deres produktionsproces af havregryn, og den består af 7 trin:
1. Afskalning af havren uden varmebehandling
2. Dampning med tør damp i ½-1 minut til en temperatur på 80 grader.
3. Havren henstår dernæst i en isoleret silo så den holder temperaturen på 80 grader i en time og 15 minutter.
4. Vandindholdet stiger fra 14 % til 16, 3 %
5. Valsning
6. Tørring af flagerne - indtil 12 % vandindhold
7. Pakning i sække og poser.
Aurions vurdering er, at denne måde at producere havregryn på, er den mest skånsomme metode.
Dog er Aurion ude af stand til at kommentere kræftrisikoen, da Aurion ikke kender til undersøgelser af indhold af acrylamid i havregryn. Risikoen for at der kan opstå acrylamid i kornprodukter er størst ved højere temperatur end 80 grader.
Den optimale måde at spise havregryn på, er ved at købe hel havre, selv valse dem i en valse og spise dem med det samme. Men produktet bliver et helt andet i udseende end forbrugeren forventer af havregryn og havregrød.
