Den 24. oktober 2009 har Aurion eksisteret i 35 år. Initiativet startede med en forening og en lille butik i Kongensgade 2 i Hjørring. Foreningen Aurion afholdt kurser i biodynamisk dyrkning, ernæring, madlavning og bagekurser.  Fra 1974 til 1980 blev der produceret brød, mysli, marmelade, saft, konfekt, kager og runde knækbrød i Jørns fars konditori, Konditori Willy på Springvandspladsen i Hjørring. I 1980 påbegyndte Aurion sine aktiviteter i Bageriet Aurion på Guldagervej mellem Ilbro og Hæstrup på en nedlagt landbrugsejendom.
Aurion var de første år meget alternative ved at bruge biodynamiske og økologiske råvarer, og der var ikke den største tiltro til initiativet i kreditforeningerne og i bankverdenen.
 
Aurion i dag
Virksomheden Aurion A/S omfatter i 2009 en butik i Søndergade 9 i Hjørring centrum, en fødevareproduktion på Guldagervej mellem Ilbro og Hæstrup, samt lagerlokaler i Tårs, hvor der er kornlager. Aurion A/S har 200 forhandlere over hele landet, hovedsageligt helsekostforretninger.
I Aurion er der ansat omkring 30 medarbejdere. Der forarbejdes 2000 ton økologisk og biodynamisk korn i mølleriet om året, og omsætningen er på omkring 25 millioner kroner.
Aurion A/S er i dag ejet af 60 aktionærer med Aurion Fonden som hovedaktionær.
 
Projekter
Aurion har igennem årene haft mange udviklingsprojekter med blandt andet gamle kornarter. Det var Aurion, der reintroducerede spelten i Danmark i 1993. I 2003 begyndte Aurion at lave grødblandinger. De er blevet en at de største succeser nogensinde i virksomhedens historie. Aurion deltager nu i et Danida B2B udviklingsprojekt i Bolivia med den 4000 år gamle frøsort Quinua, som dyrkes i Andesbjergene. Dette har medvirket til 4 rejser til Bolivia igennem 6 år for Jørn Ussing Larsen.
 
Miljø
Aurion modtog i 2001 Amtets miljøpris. Aurion har solvarme og bruger skallerne fra spelten til rumopvarmning. Speltskallerne afbrændes i et stokerfyr og sparer på den måde 23 ton olie om året, og forsyner yderligere 8 familier med gratis varme fra speltskallerne. Virksomheden har et meget lille vandforbrug, og køber CO2 fri strøm fra vindmøller og vandkraftværker. Bageriet bruger træ til opvarmning af stenovnen.


Jubilæumshilsener fra Jørn Ussing Larsen.