Vinderne af Politiken Økologisk Guld 2012 er fundet
Seks økologiske virksomheder blev i går hædret som vindere af Politiken Økologisk Guld 2012, der sætter fokus på smag, innovation, emballage og pris. Ørbæk Bryggeri blev dagens helt store gulderobrer med hele tre priser.
”Fremstillet af helt unikke råvarer”, ”Virkelig godt håndværk”, ”Som at sidde i vandkanten og tage en bid af havet”, ”Den ægte vare”. Sådan lød et udsnit af dommerpanelets begrundelser, da prisoverrækkelsen af Politiken Økologisk Guld 2012 løb af stablen i går.
110 økologiske produktnyheder har været med i opløbet i konkurrencen, der arrangeres af producentsammenslutningen Økosalg og Oplysning i samarbejde med Politiken og Økologisk Landsforening.
Et professionelt dommerpanel har nu udpeget de seks vindere i forskellige kategorier, der fremover kan pryde produktets emballage med konkurrencens gyldne Ø-logo. I deres udvælgelse har dommerpanelet først og fremmest ledt efter den gode smag, men også innovationshøjde, emballage og værdi for pengene er blevet bedømt.
Vinderne var: Gedekernemælk fra Knuthenlund (mejeri), Gedepølse fra Hanegal (kød og charcuteri), Jomfrubyg fra Aurion (korn, mel, brød og kager), Islandsk Tangsalt fra Urtekram (kolonial), Hansens Solstang fra Hansens Flødeis (konfekture og snack), og Gingerbeer fra Ørbæk Bryggeri (drikkevarer).
Ørbæk Bryggeri lavede hattrick
Sidstnævnte blev dagens helt store guldvinder og løb af sted med ikke mindre end tre priser. Gingerbeer fra Ørbæk Bryggeri vandt nemlig også Læsernes Pris, som var udvalgt af de fremmødte læsere, der havde lejlighed til at smage på alle 19 nominerede produkter i løbet af dagen. Og derudover blev Ørbæk Bryggeri overrakt en ekstraordinær pris, der ellers ikke var på programmet, fordi produktet, på grund af sin høje pris, lå uden for konceptet for Økologisk Guld.
- Men dommerpanelet boblede over af begejstring over dette produkt, og derfor har vi simpelthen været nødt til at lægge det ind i programmet som en særlig pris, forklarede markedschef i Økologisk Landsforening, Henrik Hindborg, inden han overrakte prisen til Ørbæk Bryggeri for deres ”Isle of Fionia Whiskey”.
God omtale er guld værd
Jesper Hovmand Simonsen fra Knuthenlund, der vandt guld for sin økologiske Gedekernemælk, er meget glad for anerkendelsen, og så er han ikke i tvivl om, at kåringen gør en forskel.
- Det betyder jo, at vi får en masse positiv omtale, og at vi får udbredt kendskabet til vores måde at arbejde skånsomt med fødevarerne – fra mark til mejeri. Desuden har vi i dag haft mulighed for at møde forbrugerne, og det har været dejligt at høre, hvad de mener om vores produkt, siger han og peger på, at flere af de, der i starten var skeptiske overfor gedekernemælken, senere kom tilbage efter en refill.
Kåringen fandt sted i Politikens gamle trykkerihal ”Pressen” på Rådhuspladsen. Det er femte gang prisuddelingen Økologisk Guld finder sted, og anden gang Politiken og Økologisk Landsforening samarbejder om arrangementet. Konkurrencen gennemføres med støtte fra EU og Fødevareministeriets Landdistriktsprogram.
For yderligere oplysninger:
Line Skouboe, pressemedarbejder, Økologisk Landsforening, tlf. 24426952 - lsk@okologi.dk
