Vi springer over hvor kornet er højest

Sprøde pizzabunde 4 stk.

Det er nemt selv at bage pizzabunde. I denne opskrift har vi brugt fin ølandshvedemel og sigtet speltmel, og det giver en lidt grovere bund med masser af smag. 

Ingredienser

  • 500 g fin ølandshvedemel
  • 90 g sigtet speltmel
  • 12 g salt
  • 1/2 tsk. sukker
  • 4 dl lunkent vand 30°C
  • 25 g frisk gær
  • 1 spsk. olivenolie
  • 4 stk. bunde

Sådan gør du

  • Hæld vandet i en røreskål, tilsæt gær, rør den ud og tilsæt olien.

  • På røremaskine: Tilsæt mel, salt og sukker og rør ved lav hastighed i 3 minutter.

  • I hånden: Tilsæt mel, salt og sukker, rør ingredienserne jævnt sammen i ca. 1 minut. Lad dejen hvile 5 minutter før den æltes færdig i ca. 3 minutter.

  • Kom lidt olie på hænderne og saml dejen op af skålen og klem dejen i 4 lige store kugler.

  • Stil dejkuglerne på et meldrysset bord og lad dem hæve ca. 5 minutter.

  • Drys dejklump og bordet med mel og rul pizzaen ud. Rulles ud til ca. 30 cm i diameter og ca. 3 mm tykke - så bliver de dejligt sprøde.

  • Kom bagepapir på en bageplade og løft pizzaen derover. Lad den hæve 15 minutter før fyldet kommes på.

  • Bages i 230°C forvarmet ovn i 10-15 minutter til bunden er sprød og gylden.

  • Tip: Bager du med surdej, kan du erstatte gær med 100 g surdej og lade dejen langtidshæve natten over i køleskabet.

  • Tip: Har du en bagesten, bliver pizzaen endnu mere sprød og bages på kortere tid.