Spelt
Vi bliver lidt bløde om hjertet, når vi snakker om spelten. I 1992 genintroducerede vi spelten i Danmark, og resten er historie....
Spelten har siden 1992 været en af de mest populære kornarter i Danmark. I dag kender de fleste til spelten, men faktisk var spelten gået i glemmebogen. Helt tilbage i år 200 f. Kr. var spelten "på mode", og Grauballemandens sidste måltid bestod bl.a. af spelt. Der er fundet spelt i Danmark, som stammer fra perioden 3.000 til 200 f.Kr.
I knap et par tusind år var spelten væk, men vi hev den frem i rampelyset igen, da vi introducerede økologisk speltmel i 1992, og den blev hurtigt meget populær.
Successen skal tilskrives speltens gode bagekvalitet og gode smag. Sigtet speltmel kan erstatte hvedemel i de fleste bageopskrifter.
Det er ganske godt gået af splutten eller spletten, som spelten blev kaldt i starten, inden begrebet speltmødre fandt vej ind i det danske sprogbrug. Og spelten er kommet for at blive.