Vi springer over hvor kornet er højest

Borrisrug

I 1800-tallet kom der mange fremmede rugsorter til Danmark, og kun én enkelt dansk rugsort kunne konkurrere med de udenlandske sorter, nemlig Brattingsborgrug. 

Borris forædlingsstation i Vestjylland specialiserede sig i forædling af sorter til magre jorde, og med afsæt i Brattingsborgrugen blev Borrisrugen udviklet i 1949. Den hed oprindeligt Borris Perlerug.

I efterkrigstiden begyndte man for alvor at gøde markerne, og den nøjsomme Borrisrug forsvandt lige så stille, men blev bevaret i genbanken NordGen.

Nu har vi i samarbejde med Origenal fundet den frem fra gemmerne, og den økologiske Borrisrug må siges at være det tætteste, vi kommer på en oprindelig dansk rugsort.

Det er en meget fyldig rug, en anelse karamelagtig - kan bruges alene eller blandes med vores biodynamiske rugmel eller vores økologiske svedjerugmel.